Sammenhængen mellem optisk transceiverhastighed og bølgelængde er afgørende for optisk kommunikation og påvirker signalkvalitet, afstand og kapacitet. Transceivere arbejder over en række hastigheder (1 Gbps til 800 Gbps+) og bølgelængder (850 nm til 1650 nm), hvor bånd som O-, C- og L-bånd spiller forskellige roller. Dette forhold skyldes lysets adfærd i fiber: dæmpning (signaltab) og dispersion (udbredelse af pulser). 850 nm har høj dæmpning (~2,5 dB/km) og egner sig derfor til korte afstande (≤300 m) i datacentre med multimode fiber til 10 G/40 Gbps. 1310 nm og 1550 nm har lavere tab (~0,3–0,4 dB/km), hvilket muliggør længere afstande – 1310 nm egner sig til 10 Gbps over 40 km (nær nul dispersion), mens 1550 nm/C-båndet (1530–1565 nm) minimerer tab og kombineres med EDFAs til lange afstande med høj hastighed (400 G/800 Gbps over tusinder af km). Højere hastigheder (400 G+/800 G+) har større risiko for dispersion. De anvender avanceret modulation (f.eks. 16QAM til 400 Gbps) sammen med C-båndet, hvor dispersion kan håndteres. C-båndet understøtter også WDM/DWDM, hvor 400 Gbps-kanaler placeres med 50 GHz afstand for at øge kapaciteten. Anvendelser bestemmer kombinationerne: korte afstande bruger 850 nm; mellemstore afstande (10–80 km) bruger 1310 nm/C-bånd; lange afstande bruger C/L-bånd med koherente transceivere. Nye 1,6 Tbps-systemer undersøger det udvidede L-bånd for at undgå for meget trafik i C-båndet. Kort fortalt bestemmer bølgelængden rækkevidde og kompatibilitet; højere hastighed kræver modulation og håndtering af dispersion. Denne vekselvirkning optimerer transceiverens ydeevne til miljøet.