Optiske Transceivers Kerne for Optisk Elektrisk Signalkonvertering

Sammenhængen mellem optisk transceiverhastighed og bølgelængde er afgørende for optisk kommunikation og påvirker signalkvalitet, afstand og kapacitet. Transceivere arbejder over en række hastigheder (1 Gbps til 800 Gbps+) og bølgelængder (850 nm til 1650 nm), hvor bånd som O-, C- og L-bånd spiller forskellige roller. Dette forhold skyldes lysets adfærd i fiber: dæmpning (signaltab) og dispersion (udbredelse af pulser). 850 nm har høj dæmpning (~2,5 dB/km) og egner sig derfor til korte afstande (≤300 m) i datacentre med multimode fiber til 10 G/40 Gbps. 1310 nm og 1550 nm har lavere tab (~0,3–0,4 dB/km), hvilket muliggør længere afstande – 1310 nm egner sig til 10 Gbps over 40 km (nær nul dispersion), mens 1550 nm/C-båndet (1530–1565 nm) minimerer tab og kombineres med EDFAs til lange afstande med høj hastighed (400 G/800 Gbps over tusinder af km). Højere hastigheder (400 G+/800 G+) har større risiko for dispersion. De anvender avanceret modulation (f.eks. 16QAM til 400 Gbps) sammen med C-båndet, hvor dispersion kan håndteres. C-båndet understøtter også WDM/DWDM, hvor 400 Gbps-kanaler placeres med 50 GHz afstand for at øge kapaciteten. Anvendelser bestemmer kombinationerne: korte afstande bruger 850 nm; mellemstore afstande (10–80 km) bruger 1310 nm/C-bånd; lange afstande bruger C/L-bånd med koherente transceivere. Nye 1,6 Tbps-systemer undersøger det udvidede L-bånd for at undgå for meget trafik i C-båndet. Kort fortalt bestemmer bølgelængden rækkevidde og kompatibilitet; højere hastighed kræver modulation og håndtering af dispersion. Denne vekselvirkning optimerer transceiverens ydeevne til miljøet.